Nedenstående programmer er lavet i matlab. Graferne er også lavet i matlab og gemt som epsc2 filer og derefter lavet om til gif filer ved hjælp af kommandoen "convert graf.epsc2 graf.gif".
Her er et eksempel på, at man skal overveje hvilken rækkefølge, man lægger tal sammen i.
Når man udregner integralet af en funktion numerisk kan man benytte funktionsværdierne af endepunkterne af intervallerne (lukket formel) eller punkter inde i intervallet (åben formel). Det sidste kan være en fordel, hvis funktionen har singulariteter.
Når man integrerer kan man dele intervallet op i lige store delintervaller som på sidste ugeseddel, eller man kan bruge en adaptiv metode, hvor man laver flest delintervaller de steder, hvor funktionen ændrer sig mest.
En kvadratisk matrix A kan skrives som A=QR, hvor Q er ortogonal og R er højretriangulær.
Følgende metoder kan sammen med programmerne fra ugeseddel 4 bruges til at løse ligningssystemer Ax=b, beregne determinanter og finde den inverse af en matrix.
Følgende metoder kan bruges til at lave kvadratisk spline og polynomisk interpolation af nogle givne punkter.
Et sæt datapunkter med usikkerheder på y-værdierne kan fittes til et polynomium ved hjælp af de følgende programmer. Ud over ligningen for polynomiet giver programmet også χ2 og covariansmatricen.
Ved hjælp af en anden-tredie ordens Runge-Kutta metode kan man løse en enkelt førsteordens differentialligninger. Afstanden mellem punkterne bestemmes ved en adaptiv metode.
Runge-Kutta metoden er nu udvidet, så man kan løse et system med flere førsteordens differentialligninger.
Man kan diagonalisere matricer (dvs. finde egenværdier og egenvektorer) ved først at lave matricen tridiagonal og derefter benytte en algoritme, der bygger på QR-dekompositionen fra ugeseddel 4.
Man kan finde nulpunkter for et ikke-lineært ligningssystem ved hjælp af Newtons metode. Denne metode kan modificeres ved at lave skridtlængden variabel.
Ved hjælp af downhill simplex metoden kan man finde minimum for en funktion af n variable. Programmet finder gradienten, dvs. den retning hvor hældningen er størst, og leder videre i den retning.
Hvis man i downhill simplex metoden fra sidste ugeseddel nogle gange tillader, at programmet går til et højereliggende punkt i stedet for altid at gå nedad, så kan man undgå at blive fanget i et lokalt minimum. I metropolis algoritmen accepteres skridt opad med en sandsynlighed P=exp(-ΔE/T), hvor T langsomt gøres mindre.
Integralet af en funktion af flere variable kan beregnes ved at beregne funktionsværdien i tilfældigt valgte punkter.

